Rekordmange melder sig på jule-hjemmeside: »Ingen skal sidde ufrivilligt alene«
Julevenner.dk er gratis og i julens ånd.
De fleste af os forbinder jul med fællesskab, venner og familie. Af samme grund kan det gøre (ekstra) ondt, hvis man ufrivilligt skal tilbringe juleaften alene.
Hvis du har udsigt til at sidde alene den 24. december, kan du med fordel besøge hjemmesiden Julevenner.dk. Det samme gælder, ikke mindst, hvis du har overskud og rum til at invitere en ekstra gæst rundt om julebordet.
Om man står i enten den ene eller den anden situation, kan man gratis tilmelde sig på Julevenner.dk, et initiativ af Røde Kors og den digitale platform Boblberg.
Kommunikationsrådgiver hos Boblberg Katja Skovgaard oplyser til Lokalavisen, at der netop nu er over dobbelt så mange juleværter og -gæster sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Flere end 500 har meldt sig.
Hvis du er interesseret i at prøve julekonceptet, er du mere end velkommen til at melde dig på banen, lyder det fra Katja Skovgaard.
Når man tilmelder sige julevenner.dk, kan man vælge, om man selv vil finde en juleven, eller om man vil lade Røde Kors finde en. Når man er blevet matchet med en ”juleven,” anbefales det, at man får afstemt forventninger til den 24. december.